Seniorhunden

Vi plejer at sige, at en hund, der er over 7-8 år gammel, er en seniorhund. Når hunden kommer op i den alder, er der forskellige ting, man skal være opmærksom på, for at sikre, at hunden fortsat har trives trods sin høje alder.

Mange ældre hunde bliver mere inaktive og får dermed mindre motion. Deres muskelkraft nedsættes og knoglerne svækkes. Leddene bliver også mere slappe. En anden følge af inaktiviteten kan være overvægt.

Overvægt​

Overvægtige hunde kan med det rette foder i den rette mængde bringes ned på normalvægten på ca. ½ år. Vi kan indskrive hunden i vores vægtprogram, som betyder regelmæssig vejning og tilpasning af fodermængden, så hunden taber sig som den skal.

Slidgigt​

En årsag til den nedsatte aktivitet kan være slidgigt i hundens led og rygsøjle. Hvis slidgigten hæmmer hunden vil man opleve, at hunden måske halter eller har svært ved at rejse sig og komme i gang. Nogle hunde kan ikke længere hoppe op i bilen, eller sakker bagud på gåturen. Har man gået en for lang tur, vil hunden være mere stiv og plaget, når musklerne er blevet kolde. Det er meget typisk for hunde med slidgigt at deres symptomer forsvinder eller bliver mindre, når de først er kommet i gang.

Hvis hunden viser symptomer på slidgigt er der forskellige muligheder for behandling eller smertelindring. Først og fremmest vil det være en god idé at få undersøgt hunden ved dyrlægen og eventuelt få taget røntgenbilleder for at se hvor problemet er. Derudover kan tilskud med essentielle fedtsyrer (eks. Omega 3 og 6) samt glucosamin være med til at lindre ledsmerterne. Disse tilskud findes også i fuldfoder specielt til hunde med ledproblemer. En sidste mulighed er smertestillende medicin, som mange af vore ældre kæledyr får som daglig dosis eller ved behov.​

Syn/hørelse:​

Ældre hunde kan have grå stær og/eller nedsat hørelse. De klarer sig forholdsvis godt trods nedsat syn og hørelse, så længe de befinder sig i vante omgivelser.

Nedsat stofskifte – hypothyroidisme​

Nedsat stofskifte er en forholdsvis almindelig lidelse hos hunde. Lidelsen skyldes at skjoldbruskkirtlen producerer for lidt hormon. Lidelsen kan behandles med medicin og opstår gerne i alder over 4 år. Typiske symptomer er øget søvnbehov, sløvhed, vægtforøgelse, kuldeintolerance, symmetrisk hårtab eller hårtab i pletter, tynd og tør pels, skællet hud, muligvis hudbetændelse, forstyrrelse i tævens cyklus og hos hanhunden testikler, der bliver mindre. Alle symptomer behøver ikke være til stede samtidig.​

Livmoderbetændelse – pyometra:​

Hos tævehunden er livmoderbetændelse en hyppig lidelse hos tæver, der er over 7 år gamle. Lidelsen er hormonelt betinget og opstår gerne i tiden efter en løbetid. I forbindelse med løbetiden stiger blodets indhold af hormonet progesteron, som hæmmer evnen til at modstå infektion i slimhinden i livmoderen. Herved kan bakterier nemmere formere sig og give infektion. De typiske symptomer på livmoderbetændelse er forøget tørst og tissetrang.

Mange tæver mister appetitten og på nogle ser man at bugen bliver større. Der er ikke altid feber og hos nogle tæver kommer der ildelugtende slim/pus fra kønsåbningen. Tæven slikker sig derfor gerne mere end normalt. Diagnosen stilles nemmest vha. ultralydsscanning og behandlingen er operation, hvor man fjerner livmoder og æggestokke.

Forstørret prostata:​

Hos hanhunden er forstørret prostata en almindelig lidelse hos de ældre hunde. Dyrlægen kan mærke den forstørrede prostata gennem endetarmen , men man kan som ejer få mistanke om lidelsen, hvis hanhunden får svært ved at komme af med sin afføring eller hvis der er blod i urinen. En forstørret prostata kan også ses på røntgen eller vha. scanning. Den godartede forstørrelse af prostata kan behandles med medicin, som består af tabletter, som hanhunden skal have dagligt i 7 dage ca. hver 5 måned.

Tænder/mundhule:​

Mange ældre hunde lider af tandsygdomme. De typiske symptomer er dårlig ånde og betændelse i underlæbens folder. Hunden kan godt have dårlige tænder, uden at du har lagt mærke til det. Mange hunde fortsætter nemlig med at spise, selvom det gør ondt. De mest almindelige tandlidelser hos hund er tandsten, tandkødsbetændelse og paradentose. Det er en rigtig god idé at kigge din hund i munden jævnligt – eller at få dyrlægen til at undersøge hunden.

Dårlige tænder betyder infektion i mundhulen, hvilket kan føre til blodforgiftning. Både hjerteproblemer, nyresvigt og leverbetændelse kan skyldes dårlige tænder. Tandsygdomme kan kureres. I mange tilfælde må tænderne fjernes under bedøvelse, men hunden klarer sig fint uden tænderne og bliver til gengæld smertefri og fri for kronisk infektion. Vi har ekspertise og udstyr til at bedøve seniorhunden på en sikker måde.​

Et årligt senior check er en god måde at sikre sig at hunden har det godt og ikke går rundt med lidelser, du måske ikke har opdaget. Kontakt din dyrlæge og bestil en tid.​

Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor. Få nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling.

Du modtager faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.