Falsk drægtighed hos kanin​

Kaniner kan blive falsk drægtige ligesom hunde. Falsk drægtighed betyder, at kaninen opfører sig som om den skal have unger, selvom den ikke er drægtig. Den falske drægtighed forekommer kun, hvis kaninen har haft ægløsning.

Normalt får kaniner kun ægløsning, hvis de bliver parret, men man har set eksempler på falsk drægtighed, når hunkaniner laver parringsbevægelser på hinanden eller hvis der bare har været en hankanin i nærheden af den falsk drægtige kanin.

Symptomer:​

Symptomerne på falsk drægtighed er redebygning og hårplukning – hovedsagelig på mave eller bug. Pelsen bruges til at fore reden med. Hårtabet kan være ret voldsomt, så kaninen bliver helt bar på maven.

Nogle kaniner bliver aggressive og vogter deres territorium, så de kan finde på at bide både andre kaniner og mennesker. Nogle kaniner får større brystkirtler og mælk i patterne.​

Den falske drægtighed varer typisk 16-18 dage og går typisk over af sig selv. Enkelte kaniner har et længere forløb, og disse kan man forsøge at hjælpe med hormonbehandling.​

Forebyggelse:​

Hvis man skal undgå at kaninen bliver falsk drægtig igen, kan man vælge at få den steriliseret.

Hvis kaninen bliver falsk drægtig af at gå med andre hunkaniner, skal man have den i et bur for sig, for at undgå symptomerne.​

Hvis kaninen kan blive falsk drægtig af at have været i nærheden af en hankanin, skal man ikke have hankaniner i samme rum, som den der bliver falsk drægtig.​

Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor. Få nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling.

Du modtager faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.