Den sidste rejse​

Som kæledyrsejer ønsker vi alle, at vore kære venner må sove stille ind, når deres tid kommer.

Vi vil, som dyrlæger, gerne vejlede og rådgive om den vanskelige beslutning om eventuel aflivning, hvad enten det drejer sig om sygdom, forringet livskvalitet eller adfærdsproblem.

Har du svært ved at tage beslutningen eller er du i tvivl om det er tiden, vil vi gerne snakke med dig og rådgive dig bedst muligt.

Selve aflivningen foregår sådan, at dyrlægen starter med at give dyret en bedøvende sprøjte. Det tager typisk 10-15 minutter, inden denne virker fuldt ud. Bedøvelsen er så stærk, at man ville kunne udføre en operation på dyret.

Du kan vælge at være til stede under hele forløbet eller du kan vælge at gå, efter dyret er bedøvet. På dette tidspunkt registrerer dyret ikke, om du er der eller ej.​

Når dyret er bevidstløs giver dyrlægen det en overdosis af et andet bedøvelsesmiddel, som hurtigt giver hjertestop. Dyret mærker intet og sover stille ind.​

Der er flere valgmuligheder til hvad der skal ske med dyret efterfølgende:​

1. Du tager selv dyret med hjem og begraver det. Husk det skal ned i minimum en meters dybde.

2. Dyret bliver lagt i vores kølerum og afhentet af Modtagestation Vendsyssel:

​   - dyret kremeres sammen med andre dyr fra hospitaler

   - dyret kremeres for sig. Hvis du vælger dette, kan du få asken hjem i en urne

3. Du kan få lavet en mindeperle, men dette kræver at du får dyret enkeltdyrskremeret, da der skal bruges lidt aske til denne perle. Se www.facebook.com/mindeperlen

Der bliver ikke udført obduktion eller nogle former for indgreb på aflivede dyr på Brunder Dyrehospital uden ejerens samtykke.​

Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor. Få nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling.

Du modtager faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.